N  O R  D V  E S  T

 

 

               (Melodi: En sømand har sin enegang)

 

 

 

 

 

Nordvest for kragens vendekreds, hvor havet æder sand,     ved fjordens brede ende ses en sølle strimmel land,       forblæst og hærget milevidt af vilde stormes jag.                Kom, se naturen smile blidt en stille solskinsdag.

 

 

Nordvest for grønne klinter hørtes råb i stormes stød,       når skibsvrag, knust til splinter, spredte ladning, liv og død. Nu nynner sommerblæsten blidt, på mange sære sprog,      og gæsten næsten savnes lidt, når havet er i kog.   

 

 

Nordvest for eng og grøfter se, når brod og brænding slår  mod skumombruste høfder, Jyllands stride mankehår,         der rejstes til så mangen dyst imellem hav og strand,            hvor diget værner tangens kyst, de seje børsters land.

 

 

Nordvest for Nissum Bredning opstod havn og færgeri.       En let aroma-spredning røber stedets industri.                     De vuggende lanterner bringer velstand og profit,                ledt hjem af himlens stjerner og måske en satellit.

 

 

Nordvest for vej og dæmning yngler himlens fuglekor.           I løftet rejsestemning raster træk fra syd og nord.                Her tolder ræv og jæger i naturens rige arv.                      Naturens talsmænd hæger selv den mindste lille skarv.

 

 

Nordvest for brakvandsvige mellem hav og ålegård             stod tangens pæledige som et skel i mange år.                      Nu knyttes tangen sammen af en sti blandt rør og siv,          hvor fred og ro, som rammen, giver livet perspektiv.

 

 

Nordvest for Vrist, langt ude over verdenshavets rand          kan solens brændeknude tænde himmelen i brand,               me`ns aftenlyset viger og turisten reber sejl,                         til solen atter stiger over fjordens blanke spejl.

 

 

 

 

Tilbage

Jens Rønde - 2000